🕯24 brandgode juleråd🕯

Kilde: Beredskabsinfo.dk

For de fleste mennesker er julemåneden den travleste periode i årets løb – og det gælder også for brandfolkene ved landets brandvæsener. I forhold til en gennemsnitsmåned har brandvæsenerne omkring en tredjedel flere udrykninger i december. Men vi har samlet 24 brandgode juleråd, som kan sikre en god og brandsikker jul – uden ubehagelige ulykker.

De mange ekstra brandudrykninger skyldes først og fremmest uheld og uforsigtighed i forbindelse med levende lys. Årsagen til den forøgede risiko er dels, at vi har mange flere lys tændt i december måned, dels at vi kombinerer de levende lys med gran og julepynt. Og næsten hvert år koster julelys menneskeliv.

De 24 brandgode juleråd:

  1. Anbring kalenderlyset i en stabil, ubrændbar stage.
  2. Husk at slukke kalenderlyset. Gå aldrig fra tændte levende lys.
  3. Stil ikke levende lys i nærheden af gardiner eller andet let antændeligt.
  4. Anbring fyrfadslys i sikre, ubrændbare holdere. Anbring de levende lys, så de ikke kan nås af mindre børn eller af hunde- og kattehaler.
  5. Pas især på adventskranse og juledekorationer. Lysets flamme må aldrig kunne nå de brændbare materialer. Det sikreste er at holde lys og dekorationer hver for sig.
  6. Tjek husets røgalarmer. Ha’ altid et reservebatteri liggende parat.
  7. Røgalarmer bør ikke anbringes tæt på køkkenet: Det er irriterende, når osen fra julestegen sætter alarmen i gang.
  8. Undgå skorstensbrand: Fyr kun med rent, tørt brænde, og sørg for rigelig lufttilførsel.
  9. Undgå overbelastning af elinstallationerne – brug aldrig sikringer med for højt amperetal.
  10. Brug ikke elektriske apparater, hvis der er “knas” med dem. Kassér dem, eller send dem til reparation.
  11. Husk at slukke for strygejernet – og træk stikket ud.
  12. Undgå løse ledninger på gulvet og mange forgreninger fra de enkelte stikkontakter.
  13. Hvis der går ild i noget elektrisk: Afbryd for strømmen, før du slukker.
  14. Ryg aldrig i sengen.
  15. Undgå rygning i lænestol eller sofa, når du er træt eller døsig.
  16. Hæld vand på asken, før du tømmer askebægeret i skraldespanden. Eller vent med at tømme askebægeret til næste dag.
  17. Ha’ altid slukningsudstyr ved hånden. En 2 kg pulverslukker er effektiv, men en almindelig vandkande er heller ikke dårlig. Lad et par blomstervandkander med vand og spreder stå fremme.
  18. Planlæg og øv, hvordan du og din familie kommer i sikkerhed, hvis der opstår brand i jeres bolig.
  19. Hold altid øje med gryder og pander på komfuret. Forlad aldrig huset, og læg dig aldrig til at sove, når du har sat mad over.
  20. Hvis der går ild i fedtstof: Læg låg på, så ilden kvæles, og sluk for varmetilførslen.
  21. Brug aldrig vand til slukning af brændende fedt, olie, smør, margarine og friture.
  22. Forbrændinger skal skylles med tempereret vand, indtil smerterne er væk.
  23. Hvis det går galt: Alarmer brandvæsenet på telefon 1-1-2.
  24. Anbring julelysene sikkert på juletræet, så flammen ikke kan antænde grene og pynt. Husk at slukke lysene – før de brænder helt ned. Pas ekstra på i dagene efter juleaften, når juletræ og -dekorationer er blevet knastørre.