







Dansk dagligvarevirksomhed sletter buræg fra sortimentet i samtlige butikker.
I takt med, at danskerne i stigende grad vælger buræg fra, har dagligvarevirksomheden Coop Danmark valgt at udfase de omstridte æg fra hylderne.
Buræg har længe været forsvundet fra Coop-kæden-Irma, og i 2013 fulgte Kvickly trop og droppede også buræg i sortimentet. Det skriver Coop i en pressemeddelelse.
Nu går resten af Coops kæder – SuperBrugsen, Dagli’ og Lokalbrugsen og Fakta – også med, og vil over en 5-årig perioode udfase buræggene fra butikkerne. Så fra udgangen af 2020 vil det altså ikke længere være muligt at købe buræg i Coops i alt 1200 butikker.
Ifølge Fødevarestyrelsen var andelen af solgte buræg i den danske detailhandel på mere end 60 procent. Men Coops egne tal fra 2015 viser, at tallet nu er nede på 37 procent, og at det i de to første måneder af 2016 er faldet med 20 procent i forhold til sidste år.
– Når vi beslutter at fjerne buræg fra hylderne i SuperBrugsen, Dagli’- og LokalBrugsen og fakta, så er det helt i tråd med vores kunders indkøbsvaner og tilbagemeldinger. Vi oplever, at der er tale om en generel tendens i markedet: Danskerne vil have mere dyrevelfærd, siger Jens Visholm, der er koncerndirektør i Coop.























































































































































































































































































































































































































































































































