
Højtryk, lavtryk og højtryk igen. De kommende uger byder på vejr, der veksler mellem at være højtrykspræget og lavtrykspræget. I perioder, hvor højtryk dominerer vejret, kan vi nyde lune og tørre dage med sol, og i perioder med lavtryk på menuen står den på skyer, regn og til tider blæst. Så selvom sommeren nærmer sig, ser det ud til, at sommerfornemmelserne kun kigger frem i korte perioder.
Uge 18 (1/5 – 7/5):
Ugen starter med et lavtryk liggende over Nordskandinavien og et højtryk fra Island til De Britiske Øer. Lavtrykket sender kølig luft med enkelte byger ned over Danmark fra nordvest, men ind imellem bygerne er der plads til solen. En enkelt svag front kan også passere landet fra nordvest med skyer og lidt regn til følge.
I ugens løb forskydes højtrykket mod øst ind over Skandinavien og stabiliserer en overgang vejret, så vi får mere roligt, tørt og solrigt vejr.
Senere på ugen ventes højtrykket at nå så langt østpå, at fronter og lavtryk igen nærmer sig landet vestfra med flere skyer og til tider regn.
Samlet set ventes temperaturen at ende omkring normalen med dagtemperaturer typisk op mellem 8 og 15 grader. Nattemperaturen ventes oftest at nå ned mellem 2 og 8 graders varme, men enkelte nætter med let frost kan ikke udelukkes.
Nedbørsmængderne ser ud til at ende lidt eller måske noget under de normale for årstiden, svarende til ca. mellem 5 og 9 mm.
Uge 19 (8/5 – 14/5):
Prognoserne viser, at lavtrykkene i denne uge tager en bane fra Atlanten ind over Sydskandinavien og Vesteuropa, mens højtrykket ligger langt mod nordøst.
En lavtryksbane ind over eller lige syd om Danmark giver os typisk ustadigt vejr med skyer, regn og blæst, dog afløst af korte perioder med sol, skyer og byger.
Sidst på ugen ser det dog ud til, at et højtryk over det nordlige Skandinavien forstærkes og breder sig mod syd, hvilket betyder, at vi efterhånden får mere roligt og tørt vejr.
Samlet set ventes temperaturen at ende omkring normalen med dagtemperaturer typisk op mellem 8 og 15 grader. Nattemperaturen ventes oftest at nå ned mellem 2 og 8 graders varme, enkelte klare og stille nætter lokalt let frost.
Nedbørsmængderne ser ud til at ende lidt over det normale for årstiden, svarende til ca. mellem 9 og 15 mm.
Uge 20 (15/5 – 21/5):
I denne uge indikerer en del prognoser, at vi har højere tryk end normalt nord og nordvest for landet, mens lavtrykkene tager en bane fra Atlanten ind mod Sydeuropa. Det betyder, at vi får roligt og ret tørt vejr med pæne solmængder, men det kan ikke udelukkes, at en enkelt front kommer på besøg med en omgang skyer og regn til følge.
Andre prognoser viser, at vi har højere tryk end normalt øst for landet, og lavtrykkene bevæger sig ind over De Britiske Øer og det centrale Skandinavien fra vest eller sydvest. I så fald får vi fronter og lavtryk på besøg, men i perioder kan højtrykket sende varm luft fra kontinentet op over landet, så vi får enkelte skønne forårsdage med sol og lune temperaturer.
Hvilket scenarie, der er mest sandsynligt, er på nuværende tidspunkt svært at spå om, men hvis man ønsker tørt og solrigt vejr, skal man håbe på højtryk over og nord for landet.
Samlet set ventes temperaturen at ende omkring normalen med dagtemperaturer typisk op mellem 9 og 17 grader. Nattemperaturen ventes oftest at nå ned mellem 2 og 8 graders varme, og der en kun en lille risiko for nattefrost.
Nedbørsmængderne ser ud til at ende omkring eller lidt under det normale for årstiden, svarende til ca. mellem 7 og 11 mm.
Oversigt for ugerne 21 og 22 (22/5 – 4/6):
Bedste bud på den overordnede vejrsituation er, at det omskiftelige vejr fortsætter. Altså får vi perioder med højtrykspræget vejr, der veksler med mere lavtrykspræget og ustadigt vejr. I perioder får vi altså tørt og lunt forårsvejr, afløst af dage med lavtryk og fronter, der passerer landet med skyer, regn og mere moderate temperaturer, får så igen at skifte til en periode med mere tørt og solrigt vejr. Det er derfor usikkert, hvornår vi for alvor kan sige goddag til sommeren og farvel til det ustadige forårsvejr.
Temperaturen ser ud til at holde sig omkring eller lidt over det normale, mens nedbørsmængderne ventes at ligge omkring det normale for årstiden.






















































































































































































































































































































































































































































































































