

Topchefen varsler nu yderligere besparelser.
De fortsat trykkede oliepriser gjorde ondt på det norske olieselskab Statoil i fjerde kvartal af 2015, hvor indtjeningen langt fra levede op til forventningerne.
Statoil, der har fremlagt årsregnskab for 2015, noterede sig således et justeret nettoresultat for de sidste tre måneder af 2015 på 1,6 milliarder norske kroner, mens analytikerne ifølge estimater indsamlet af Bloomberg News havde sat næsen op efter et overskud på 3,0 milliarder norske kroner.
Det får nu konsekvenser for selskabets ansatte.
Det norske olie- og gasselskab annoncede i midten af 2015, at selskabet ville fyre 1.100-1.500 ansatte og 525 konsulenter inden udgangen af 2016. Nu skal der flere besparelsestiltag til, afslører Statoil.
– Resultatet i fjerde kvartal er dybt påvirket af svage råvarepriser. Vi gør dog fortsat store fremskridt i forhold til omkostninger og effektiviseringer. Vi øger nu vores program og strammer vores kapital og efterforskningsomkostninger. Det er nøgleelementer i forhold til at navigere på forretningsområdet i en tid med lave oliepriser, siger Eldar Sætre, der er administrerende direktør hos Statoil, i regnskabet.
I fjerde kvartal sidste år var den gennemsnitlige pris for en tønde af den europæiske referenceolie, Brent, 47,11 dollar.
Statoil foreslår desuden et udbytte på 22 amerikanske cent per aktie for regnskabsåret – fuldstændig som ventet blandt analytikerne.






















































































































































































































































































































































































































































































































