




Venstres medlem af Europaparlamentet, tidligere folketingsmedlem og politiske leder i Viborg Byråd, Jens Rohde, har meldt sig ud af partiet. Det sker som føgle af utilfredshed med partiets udlændingepolitik.
Det skriver Politiken søndag.
– Jeg ved, at der er mennesker i Venstre, som deler mine synspunkter. Jeg ved også, at de er i folketingsgruppen. Der har været håb. Men på et tidspunkt brænder det jo ud. Jeg melder mig ikke bare ud. Jeg melder mig ind i Radikale Venstre. Det er der behov for, siger han til avisen.
Rohde har siden regeringsskiftet i juni været en af de mest vokale kritikere af regeringens udlændingepolitik. Han har blandt andet langet ud efter de omdiskuterede annoncer, som regeringen har indrykket i en række mellemøstlige aviser.
– Det kunne være ønskeligt, at en minister tog til Grækenland, tog til Italien, Libyen og Syrien og så på forholdene, før hun begyndte at sætte initiativer i gang. Det kunne jo være, at der kunne komme nogle erfaringer ud af det, som kunne udmønte sig i nogle forslag, som rent faktisk kan være en løsning på nogle af udfordringerne, har han blandt andet sagt til TV 2.
Jens Rohdes exit kommer i kølvandet på, at flere andre kritikere har taget deres gode tøj og sagt farvel til Venstre.
I søndags forlod Kåre Traberg Smidt, der var folketingskandidat i København, partiet og tilbage i september blev Bo Nygaard Larsen ekskluderet af Venstres gruppe i Solrød Byråd. Og da Venstres vedtægter ikke tillader to Venstre-grupperinger i samme byråd, var det samtidig et farvel til partiet.
Årsagen til eksklusionen var ifølge Venstres gruppeformand gentagne brud på aftaler, men den lige efter, at Bo Nygaard Larsen i flere medier var gået i rette med regeringens beslutning om at kalde en række tilkendelser af dansk statsborgerskab tilbage.
Rohde blev tilbage i 2013 vraget som Venstres spidskandidat ved Europaparlamentsvalget, men ved valget i 2014 lykkedes det ham alligevel at blive valgt. Ved samme valg opnåede en anden af partiets EU-profiler, Morten Løkkegaard, ikke genvalg.
Kilde: Jens Rohde forlader Venstre til fordel for Radikale | Politik






















































































































































































































































































































































































































































































































