


Efter fire års ejerskab sælger FoodService Danmark pålægs- og røgvareselskabet Sørwi til Delika Food Group as. Salget sker for at fokusere forretningen, og styrke FoodService Danmarks kernekompetencer.
FoodService Danmark har med overtagelse den 1. januar 2016, solgt datterselskabet Sørwi til den jyske pålægs- og delikatessevirksomhed Delika Food Group as. Salget sker efter en kort salgsproces, og afspejler en strategisk beslutning om at fokusere FoodService Danmarks fremtidige forretning.
”Vi har valgt at sælge Sørwi fra efter godt fire 4 års ejerskab. Baggrunden er, at vi ikke ser produktion af pålægs- og røgvarer som en kernekompetence for os. I stedet ønsker vi at fokusere vores kræfter på bl.a. at udvikle vore ferskvareområder, hvor vi allerede har en klar konkurrencemæssig fordel med ejerskabet af Prima frugt, KødGrossisten og HKI Ost”, siger Henrik Clausen, adm. direktør i FoodService Danmark.
I henhold til salgsaftalen mellem FoodService Danmark og Delika Food Group, fortsætter parterne det eksisterende samarbejde. Blandt andet i form af en aftale om, at FoodService Danmarks har eneret til Sørwi-mærket i foodservice sektoren i Danmark.
Hos de nye ejere skifter Sørwi navn til Delika Aalborg, og bliver en specialiseret pålægsfabrik. Det øvrige produktsortiment bliver fordelt på koncernens andre fødevarefabrikker i Jylland.
”Delika Food Group’s sortiment af pålæg, pølser og røgvarer forstærkes nu med højkvalitetsprodukter fra Sørwi, der bl.a. producerer Danmarks bedste rullepølse. Opkøbet er en del af vores vækststrategi og muliggør, at vi kan fokusere produktionen på vores tre fabrikker. Vi har haft en meget konstruktiv dialog med FoodService Danmark, og selve processen er forløbet yderst professionelt”, siger Kurt Møller, koncernchef i Delika Food Group as.
”Vi ser Delika Food Group som en stærk fremtidig ejer af Sørwi, der ønsker at udvikle virksomheden yderligere. Det faktum har haft stor betydning for vores beslutning om at sælge virksomheden til netop dem”, siger Henrik Clausen.
I henhold til aftalen overtager Delika Food Group hele pålægs- og røgvare forretningen i Sørwi – en forretning, der i dag omsætter for næsten 100 mio. kr. årligt, hvorved Delika Food Group vokser omsætningen til over 600 mio. kr. årligt. Al fersk kød bliver i FoodService Danmark, og flyttes efter salget til datterselskabet KødGrossisten i Vemmelev.






















































































































































































































































































































































































































































































































