
Dagpengekommissionen spiller nu ud med et forslag om op til otte karensdage om året til alle ledige.
Karensdage kendes fra tidligere på arbejdsmarkedet, og er dage, man selv skal betale for. Altså dage, hvor man ikke modtager løn eller – i dette tilfælde – dagpenge.
Fremover skal ledige således konstant jagte job for at undgå de nye karensdage. Det erfarer TV 2 Finans.
Lavere dagpenge til nyuddannede
De nye karensdage har været så hård en nød at knække, at fagbevægelsen kun delvist vil acceptere dem.
Til gengæld er der i kommissionen, ifølge kilder tæt på processen, opnået enighed om en lavere dagpengesats til nyuddannede – såkaldte dimittender. De vil fremover få 78 procent af den højeste dagpengesats mod i dag 82 procent af satsen.
I kroner og øre svarer det til, at en nyuddannet går fra 678 kroner dagligt til 645 kroner. Altså 33 kroner mindre hver dag.
Målet er et enklere system
Kommissionen med den tidligere vismand Nina Smith, der er professor i økonomi ved Aarhus Universitet, i spidsen kommer med sin betænkning og anbefalinger 19. oktober.
Det var den tidligere Helle Thorning-regering, som nedsatte kommissionen sidste sommer. Både fagbevægelse, arbejdsgivere, kommunerne og fire professorer er med ved bordet.
I kommissoriet hedder det, at ”regeringen ønsker et moderne, fleksibelt og robust dagpengesystem med en høj andel af forsikrede. Samtidig skal dagpengesystemet også fremadrettet yde økonomisk tryghed for medlemmer ramt af ufrivillig ledighed og sikre, at ledige står til rådighed for arbejdsmarkedet.”
Og videre lyder det, at ”regeringen ønsker at fremme et enklere dagpengesystem, der er lettere at administrere, og hvor det er tydeligt for medlemmerne, hvilke regler, rettigheder og pligter der gælder.”
Undgå karensdagene med småjobs
Nu kommer altså rapporten senere på måneden. Og som noget helt nyt spiller flertallet i kommissionen ud med karensdagene. To hvert kvartal – og altså op til otte dage årligt uden dagpenge. Den arbejdsløse kan undgå karensdagene ved løbende at finde småjob svarende til et par uger hvert kvartal.
Fagbevægelsens folk i kommissionen, det er LO-formand Harald Børsting og FTF-formand Bente Sorgenfrey, er ikke klar til at gå så langt. De vil i en mindretalsudtalelse kun gå med til tre karensdage årligt.
For fagbevægelsen har det også haft høj prioritet at forlænge dagpengeperioden, som under Thorning-regeringen landede på to år, og at gøre det nemmere at genoptjene dagpengeret.
Forlænge dagpengeperioden med et år
Rapporten fra Nina Smith og resten af kommissionen imødekommer ønskerne et stykke ad vejen:
Ledige får fremover en beskæftigelseskonto, hvor de kan ”indsætte” mindre jobs. På den måde kan arbejdsløse ifølge TV 2 Finans’ kilder ved mindre jobs forlænge dagpengeperioden. Konkret giver 6 måneders arbejde en forlængelse på ét år. Dermed kan dagpengeperioden strækkes til maksimalt tre år fremover, hvis politikerne følger anbefalingerne.
Og har den arbejdsløse ubrugte måneder på sin beskæftigelseskonto, så kan de gøre det nemmere og hurtigere at genindtræde i dagpengesystemet. For eksempel giver otte måneder med mindre jobs ét ekstra års dagpenge og to måneder i ”banken” til at optjene ny dagpengeret, hvis man efter de 3 års dagpenge er røget ud og skal optjene dagpengeret igen.
Løkke: Der skal ro om reglerne
Dagpengekommissionen skulle pege på modeller, som ikke koster ekstra i forhold til det nuværende system. Også her melder fagbevægelsen pas og beder politikerne supplere systemet med 650 millioner ekstra.
Statsminister Lars Løkke Rasmussen havde også Dagpengekommissionen med i sin åbningstale i Folketinget i dag. Løkke sagde, at han ”ønsker en aftale, som respekterer den ramme, den tidligere regering har sat. Det er min ambition, at vi kan samles om en løsning med bred opbakning. Så der kan komme ro om reglerne.”






















































































































































































































































































































































































































































































































