
Den norske terrorist Anders Behring Breivik er ved Oslo Tingret blevet idømt en dom på 21 års forvaring, med en mindstestraf på 10 år. Det norske retssystem gør, at dommen kan forlænges med 5 år ad gangen, også ud over de 21 år. Breivik kan tidligst søge om løsladelse efter 10 års indespærring, dvs. om ca. 9 år, da han har siddet varetægtsfængslet i godt et år.
Breivik står bag 77 drab i Oslo og på Utøya den 22. juli 2011, og har nu fået en dom.
Anders Breivik har under retssagen erkendt, at han står bag de 77 drab, men mente at han var straffri og påberåbte sig nødret. Breivik havde på forhånd erklæret at han ville anke dommen, hvis han blev erklæret utilregnelig, mens han ikke ville anke dommen, hvis han blev erklæret tilregnelig og fik en fængselsdom. To mentalundersøgelser af Breivik er nået til hver sit resultat, hvor den ene mener at han var psykotisk på gerningstidspunktet, mens den anden ikke mener det. Breivik har så fået den dom han ønskede, det vides dog ikke om anklagemyndigheden vil anke sagen. Begge parter har 14 dage til at afgøre om de vil anke dommen.























































































































































































































































































































































































































































































































