

![]()
Discountkæden lukker nu 13 urentable butikker, men satser dog på fortsat ekspansion på andre placeringer.
Med udgangen af marts lukker KIWI nu 13 af sine ialt 107 butikker.
Det sker som et led i discountkædens strategiske arbejde, hvor butiksporteføljen løbende evalueres for at fokusere kædens massive investeringer i markedet.
– De 13 butikker, vi lukker, ligger alle på svære placeringer, der gør det usandsynligt, at vi kan få en rentabel drift ud af dem. Det gælder, uanset hvor meget vores gode og engagerede ansatte knokler for, at butikkerne lever op til vores egne høje standarder og kundernes forventninger, siger kædedirektør i KIWI, Carsten Hansen, i en udtalelse.
Vil fortsat ekspandere
KIWI har dog fortsat planer om at ekspandere og vil i år åbne 15 nye butikker på attraktive placeringer rundt om i Danmark.
Som led i butikslukningerne vil medarbejderne blive forsøgt genplaceret i andre KIWI-butikker eller så vidt muligt få tilbudt ansættelse i andre af Dagrofas kæder.
KIWI er ejet af Dagrofa og beskæftiger omkring 2.400 medarbejdere i Danmark.
Disse KIWI-butikker lukker
– Frederikshavn
– Brovst
– Iversenvej, Thisted
– Møllevangs Allé, Aarhus V
– Galten
– Ølgod
– Holstebrovej, Herning
– Hammerum
– Brande
– Oksbøl
– Sønderborg
– Karlavej, Odense N
– Stege






















































































































































































































































































































































































































































































































