Finansloven for 2015 er faldet på plads

kilde_tv2nyhederne
Efterårets store politiske forhandlinger er slut. Regeringen, Enhedslisten og SF er nået til enighed om “Danmarks husholdningsbudget” – finansloven for 2015.
I flere uger har parterne forhandlet, og der har været stor uenighed undervejs. Om dagpenge, bistandsbesparelser og meget andet.
I løbet af den seneste uge har regeringen og dens støttepartier landet en række delaftaler.
Klokken 12 præsenterede finansminister Bjarne Corydon (S), økonomi- og indenrigsminister Morten Østergaard (R), Enhedslistens Johanne Schmidt-Nielsen og SFs Pia Olsen Dyhr på et såkaldt doorstep-pressemøde den samlede finanslovsaftale.
Her er aftalens hovedpunkter:
• 6,5 milliarder kroner sættes af til en styrkelse af sundhedsområdet i perioden 2015-2018. Flere skal overleve kræft, kroniske sygdomme skal opdages tidligere, de praktiserende læger skal styrkes, og der skal sættes ind mod overbelægning.
• En ny kontantydelse for jobsøgende, der har opbrugt retten til dagenge og arbejdsmarkedsydelse.
• Afskaffelse af den gensidige forsørgerpligt for samlevende kontanthjælpsmodtagere.
• Målrettede forbedringer for unge kontanthjælpsmodtagere.
• Styrket indsats mod social dumping.
• En milliard kroner til mere personale i vuggestuer, børnehaver og andre dagtilbud fra 2015-2018.
• 1,6 milliarder kroner fra 2015-2018 til grøn omstilling, klimatiltag og ny letbane i Aalborg.
• Klippekort til ekstra hjemmehjælp for ældre.
• Øget fradrag for fagforeningskontingent.
• En pulje på 250 millioner kroner til modtagelse af flygtninge i kommunerne.