Pressefoto. Farve ændret ved hjælp af AI.

Region ønsker storskala-forsøg med førerløse minibusser


Førerløs teknologi er i rivende udvikling, og nu håber politikerne på Sjælland, at EU vil finansiere et stort forsøg med selvkørende busser. Region Sjælland, Region Hovedstaden og deres fælles trafikselskab, Movia, er derfor ved at forberede en ansøgning.

Får de EU til at betale, vil de gerne afprøve førerløse minibusser på nogle af de regionale buslinjer.

– Det er noget, vi bestemt har tænkt os at forfølge – det kan jeg love dig for! Det er den eneste mulighed, vi har for at give transport, der ”kan betale sig” økonomisk i de mest tyndt befolkede områder, siger Line Ervolder (K), der er formand for Det forberedende udvalg for regional udvikling 2026 i Region Østdanmark.

Minibusser fra VW

VW’s mobilitetsselskab, Moia, præsenterede for et års tid siden den selvkørende minibus ID Buzz AD, der er en del af en helhedsløsning.

Moia leverer altså ikke kun minibusser, men også software til flådestyring, passagerhjælp, uddannelse af operatører og systemer til overvågning og nødberedskab.

Det skal gøre det muligt for transportselskaber som Movia at sætte hele flåder af førerløse minibusser på gaden hurtigt og i stor skala.

Forsøg på sygehuse

For et års tid siden drøftede politikerne i Region Sjælland, om de skulle sætte gang i et forsøg til anslået 35-42 millioner kroner. Det blev dog et nej tak den gang.

Region Sjælland havde nemlig gennemført forsøg på Køge og Slagelse sygehuse, men konklusionen var, at teknologien på daværende tidspunkt ikke var klar.

Nu vurderer Movia dog, at teknologien er moden til, at det er realistisk at begynde at anvende den i den kollektive trafik.

I Region Hovedstaden har politikerne derfor for nylig afsat en halv million kroner til at arbejde videre med førerløse busser, og Movia forventer at bruge 730.000 kroner.

Pengene kan blandt andet bruges til at købe ekstern rådgivning, tage på studieture og udarbejde en ansøgning.

Op til 20 minibusser

Håbet er, at EU vil betale for et stort forsøg inspireret af Nærbus-konceptet fra Haslev, hvor borgerne via en app har kunnet bestille ture.