Norwegian køber Spies fra norsk rigmand for milliardbeløb


Udover Spies køber Norwegian også rejseselskaberne Ving, Tjæreborg og Globetrotter samt flere fly og hoteller.

Flyselskabet Norwegian køber Nordic Leisure Travel Group, der er specialiseret i pakkerejser. Som en del af handlen overtager Norwegian også rejseselskabet Spies, der er grundlagt af danske Simon Spies.

Handlen har en værdi af otte milliarder svenske kroner – cirka fem en halv milliarder danske kroner – fremgår det og blandt sælgerne er den excentriske rigmand Petter Stordalen.

Med opkøbet spreder Norwegian sit forretningsfelt, så fokus ikke kun længere er på at flyve fra én lufthavn til den næste. Nu vil man også skabe en ”stærk og sammenhængende rejsekoncern”, lyder det i en pressemeddelelse.

Rigmanden i rødt og hvidt

I pressemeddelelsen oplyser Norwegian også, at opkøbet samlet set beløber sig til 7,94 milliarder svenske kroner.

Det er dog kun omkring halvdelen, der bliver betalt direkte som en del af handlen. I stedet vil de nuværende ejere af Nordic Leisure Travel Group fremover komme til at eje en anselig del af den samlede Norwegian-koncern.

Den i Danmark nok mest kendte ejer af Nordic Leisure Travel Group er rigmanden Petter Stordalen, der for alvor gjorde sin entré i Danmark for et årti siden. Dengang var det iført et dannebrogsjakkesæt og en ambition om at opføre Københavns bedste hotel i den gamle Postby ved Københavns Hovedbanegård.

Siden kostede coronakrisen store summer for rejsekongen, ligesom Hotel Villa Copenhagen – i Postbyen – kostede et milliardbeløb at opføre og ombygge.

Fra rejsekonger til konkurstruet

Med opkøbet skrives der et nyt kapitel i historien om Spies Rejser, som Simon Spies grundlagde i 1950’erne.

Dengang var flyrejser stadig i sin vorden, og i efterkrigstiden blev Spies Rejser en af de største aktører på rejsemarkedet i Danmark mens Simon Spies skabte overskrifter.

Men i 1993 var Spies Rejser ved at knække økonomisk, og tre år senere opkøbte det britiske rejseselskab Airtours Spies, der dermed kom på udenlandske hænder. I 2007 blev den koncern, som Spies var blevet en del af, købt af rejsegiganten Thomas Cook, og da Thomas Cook kuldsejlede i 2019 blev Spies indlemmet i Nordic Leisure Travel Group.

Fly og hoteller med i handlen

Udover Spies består Nordic Leisure Travel Group (NLTG) også af rejseselskaberne Ving, Tjæreborg – der er grundlagt i Danmark, men som i dag er fokuseret på Finland – og Globetrotter.

NLTG har også datterselskabet Sunclass Airlines, der på tværs af 12 fly står for at flyve chartergæster på ferier. Og endeligt har NLTG 26 koncepthoteller i Spanien, Grækenland og på Cypern samt en række samarbejdsaftaler i Tyrkiet og Thailand derudover.

Norwegian selv oplyser at NLTG har 1,3 millioner chartergæster om året, mens Norwegian flyver omkring 27 millioner rejsende.