Ny aftale skal redde Dankortet, erfarer TV 2

Som en del af aftalen får selskabet bag Dankort mulighed for at opkræve cirka dobbelt så meget i gebyr, erfarer TV 2.

Det er det billigste både for butikker og kunder.

Alligevel er brugen af Dankortet styrtdykket. For hvor det danske betalingskort for ni år siden stod for næsten 80 procent af alle transaktioner, er det ifølge Erhvervsministeriet i dag kun 40 procent.

Men den udvikling skal vendes, mener et flertal på Christiansborg.

Derfor har regeringen sammen med SF, Radikale Venstre, de konservative og Dansk Folkeparti indgået en aftale, der skal forsøge at gøre Dankort mere attraktivt for butikker og forbrugere. Det erfarer TV 2.

– Dankortet er blevet voldsomt vingeskudt af den teknologiske udvikling. Men det skal det her redningsplan forsøge at rette op på, siger TV 2 Business’ analytiker Ole Krohn.

Dankortet skal flytte ind på mobilen

Dankort blev lanceret i 1983, og i de første mange år skulle butikkerne ikke betale gebyr for at modtage betalinger med kortet.

Sådan er det ikke længere, men Dankortet er stadig langt billigere for butikkerne end Visa og Mastercard.

Alligevel er brugen af Dankortet styrtdykket. Og forklaringen skal findes i mobilbetalingernes indtog.

De seneste år er det blevet mere og mere normalt at betale med en virtuel udgave af sit kreditkort på telefonen – for eksempel gennem Apple Pay eller Google Pay. Og indtil i år har de færreste danske banker tilbudt sine kunder at betale med Dankort på mobilen.

Så har man et såkaldt co-brandet kort som Visa/Dankort eller Mastercard Dankort tilknyttet sin mobil, kunne man derfor kun bruge Visa-delen eller Mastercard-delen.

Derfor har det siden årsskiftet været et krav fra Nets, der står bag Dankortet, at alle banker skal udbyde Dankort som mobilt betalingskort i for eksempel Apple Pay.

– Det vigtigste for Dankortet er, at bankerne kommer til at tilbyde det via Apple Pay. Men det kræver en aktiv tilmelding fra forbrugernes side, og det bliver spændende at se, om folk også vælger Dankortet til, siger Ole Krohn.

Nets må opkræve flere penge

Med den nye aftale vil partierne ”fremtidssikre” Dankortet som en konkurrencedygtig betalingsløsning.

Det skal blandt andet ske ved at hæve den såkaldte indtægtsramme.

Dermed får selskabet bag, Nets, samlet set lov til at opkræve cirka dobbelt så mange penge i gebyr fra butikkerne, når kunder betaler med kortet.

Pengene skal selskabet så investere i ny teknologi til Dankortet.

Blandt andet skal det blive muligt at tilbyde en såkaldt saldokontrol på kortet, hvilket forhindrer overtræk. Det skal gøre Dankortet mere attraktivt som kort for personer under 18 år.

Det skal også blive muligt at tilbyde Dankort som firmakort til erhverv og foreninger.

Nets’ monopol er brudt

Aftalen skal desuden også gøre det mere attraktivt for Nets’ konkurrenter at træde ind på markedet for at indløse betalinger med Dankort.

For nuværende er Nets det eneste selskab, der står for indløsningen og dermed er mellemmand, når en forbruger svinger sit Dankort.

Men for godt to uger siden blev det monopol brudt – i hvert fald på papiret.

Her vedtog Folketinget nemlig et lovforslag, som ifølge Finanswach åbner for konkurrencen på det danske betalingsmarked.

Dermed skal Nets give andre spillere på markedet adgang til at stå for Dankort-betalinger på ”objektive, ikke-diskriminerende og proportionale vilkår”.