Selskabet bag Ønskebørn er gået konkurs

En millionbøde og en “faldende fødselsrate” har kostet dyrt, siger bestyrelsesformand til TV 2.


Opdatering 26/4-2025: Rettighederne til Ønskebørn-brandet er købt af ejerne af flere af de eksisterende Ønskebørn-butikker, der dermed kan fortsætte deres butikker under Ønskebørn-navnet.
ØnskeBørn fortsætter fire eksisterende butikker i Storkøbenhavn:
– Fisketorvet, København V
– City 2, Taastrup
– Frederiksberg Centret
– Lyngby Storcenter

Selskabet bag baby- og børnebutikskæden Ønskebørn er gået konkurs.

Det betyder, at det ikke længere er muligt at shoppe baby- og børneprodukter gennem Ønskebørns webshop, som ligger under selskabet.

Det oplyser Ønskebørn i en pressemeddelelse, og bestyrelsesformand Simon Andersen bekræfter til TV 2.

– Det er med stor beklagelse, at vi må meddele, at Ønskebørn A/S per 4. april 2025 har indgivet egenbegæring om konkurs, lyder det på hjemmesiden.

Konkursen sker efter en opslidende sag med Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen, som har presset Ønskebørn-selskabets økonomi til det punkt, hvor de selv har erklæret sig konkurs.

Men kunderne kan stadig købe ind i Ønskebørns 20 fysiske butikker rundt i Danmark, da butikkerne er oprettet som egne selskaber.

Det understreger Simon Andersen flere gange over for TV 2.

– Ønskebørn er en frivillig kæde, som drives af selvstændige ejere. Konkursen berører derfor ikke de fysiske butikker, som fortsætter den normale drift. Forbrugerne skal ikke være bekymrede. Butikkerne vil fortsat betjene kunderne helt som vanligt, forklarer han.

Butiksejere og medarbejderne er blevet informeret i løbet af weekenden, siger Simon Andersen.

Advokater har kostet

Sagen, der i sidste ende fik Ønskebørns kædekontor til at kapitulere, udløste en millionbøde til kæden tilbage i 2023.

Selskabet havde ifølge Konkurrencerådet overtrådt konkurrenceloven ved at koordinere priser og rabatter på baby- og børneprodukter blandt deres selvstændige butikker, hvilket havde begrænset den indbyrdes konkurrence blandt butikkerne, fremgik det af afgørelsen fra 2023.

Simon Andersen forklarer, at de høje omkostninger til advokater og ressourcerne til at føre sagen har betydet, at økonomien er blevet brugt på dét og ikke eksempelvis pleje af webshoppen og marketing.

Det har også betydet lukning af butikker, og at kæden ikke har kunnet etablere nye butikker, blandt andet fordi investorer ikke har turdet etablere butikker på grund af usikkerheden i selskabet.

Direktør stopper

Simon Andersen fortæller, at efter sagen med Konkurrencerådet arbejder man nu på at udvikle en anden struktur i kæden, sådan at alle butikkerne samles under ét og dermed ikke overtræder lovgivningen.

Men på grund af markedsvilkårene i øjeblikket er det ikke lykkedes bestyrelsen at finde en løsning hurtigt nok til, at selskabet kunne reddes, forklarer han.

– Kombinationen af stigende bureaukrati og lovgivning ved driften af frivillige kæder sammenholdt med en faldende børnefødselsrate har gjort det umuligt at fortsætte driften trods omfattende besparelser, omstruktureringer og forsøg på at finde løsninger, siger Simon Andersen.

Han understreger, at sagen ikke får yderligere negative konsekvenser for kæden.

Konkursen betyder, at Ønskebørns direktør, Jan Kühl Lund, stopper fra dags dato, ligesom bestyrelsen opløses.

Konkursen bliver nu overdraget til kuratoren Nicolai Thornemann fra Andersen Partners, der vil afvikle virksomheden på “bedst mulig vis”.

Det fremgår af cvr-registreret, at der i 2025 var 11 ansatte i Ønskebørn A/S.