

Bent Mejding var både kendt som teaterchef, skuespiller og instruktør. Han har modtaget flere priser og medaljer for sin betydning for kulturlivet.
Skuespiller Bent Mejding er død af lungebetændelse i en alder af 87 år.
Det skriver hans hustru, Susse Wold, i et opslag på Instagram.
– Jeg er fuld af sorg og tårer, men også af dyb taknemmelighed over at jeg i 53 år har været så heldig at være gift med min livsven, min elsker, min samarbejdspartner og min beskytter. Betingelsesløs kærlighed har jeg fået hver eneste dag, skriver hun.
Bent Mejding var både kendt som teaterchef, skuespiller og instruktør.
Han startede sin karriere med teater, men har siden medvirket i en række film. Blandt andet var han kendt for ‘Matador’, hvor han spillede juristen og folketingskandidaten Jørgen Varnæs. Også hustruen Susse Wold er kendt for Matador i rollen som Gitte Grå.
Bent Mejding har desuden spillet med i ‘Olsen Banden’, ‘Edderkoppen’ og ‘Tro, håb og kærlighed’.
Beder om ro
Bent Mejding var fra 1965-1966 direktør for Gladsaxe Teater. Efterfølgende blev han sammen med Niels-Bo Valbro chef for Privat-Teatret og senere i 1992 overtog de sammen Det ny Teater.
Han er flere gange blevet tildelt priser, legater og medaljer som anerkendelse for sin betydning for kulturlivet. Siden 1995 var han ridder af Dannebrog.
Den sidste forestilling blev “Kærestebreve” på Det Ny Teater. Her spillede han som 80-årig endnu engang over for Susse Wold.
Han efterlader sig Susse Wold, som han blev gift med i 1983, og børnene Lars og Anne.
I sit opslag på Instagram skriver Susse Wold, at hun har besluttet at tro på, at Bent Mejding stadig vil beskytte hende, selvom han ikke fysisk er her mere.
– Det er svært lige nu, så jeg vil bede om fred og ro. Det ved jeg, at I vil respektere. Tak for det, skriver Susse Wold i opslaget.
Bent Mejding var født 14. januar 1937 og døde 12. november 2024. Bent Mejding blev 87 år.
Bent Mejding blev bisat fra Søllerød Kirke torsdag 21. november 2024.























































































































































































































































































































































































































































































































