4 chilenere anholdt i forbindelse med indbrud til 1,2 millioner kr.


Københavns Politi har i går anholdt 4 chilenske statsborgere, 3 mænd og en kvinde for et indbrud begået nytårsnat på Nørrebrogade mod en guld- og sølvsmedeforretning. Indbruddet foregik ved murgennembrydning fra naboforretningen.
Anholdelsen skete på baggrund af, at en anmelder genkendte 2 personer, en mand og en kvinde, som værende to der opførte sig mistænkeligt dagen før selve gerningstidspunktet. Begge blev forfulgt og det lykkedes at pågribe manden. Kvinden nåede at tage en bus. Manden bar før tilbageholdelsen en rygsæk, som det lykkedes ham at give kvinden med i bussen. Bussen blev efterfølgende standset, men kvinden var forsvundet.
Det lykkedes dog kort tid efter politiet at finde rygsækken. I rygsækken blev der fundet ure, der angiveligt stammer fra indbruddet nytårsaften. Urene var alle klargjort til at blive sendt til Chile i kuverter.
På samme tidspunkt, ikke langt fra det sted hvor rygsække blev fundet, indløb en anmeldelse om uorden. Da politiet kom frem, undløb en mandsperson fra stedet. Efter en kort jagt lykkedes det politiet at løbe den unge mand op. Det viste sig, at der var tale om en chilener. Herefter rettede patruljen henvendelse på adressen. Her blev der yderligere udfundet 2 personer, hvoraf den ene var kvinden fra bussen. På adressen blev yderligere fundet koster fra indbruddet i guld- og sølvsmedeforretningen, samt koster fra andre indbrud og tyverier.
“Vi er glade for, at anmelderen har været så opmærksom som han har. Hans årvågenhed har betydet, at vi har fået fat i 4 chilenske gerningsmænd, som helt sikkert vil beskæftige os det næste lange stykke tid. Vi har nu en hel del koster, der skal fastlægges til nogle adresser rundt omkring på Sjælland. Der bliver herefter forhåbentligt nogle borgere, der i den kommende tid vil få et kærkomment opkald fra politiet.” udtaler vicepolitiinspektør Tommy Laursen, Bellahøj Politi
De 4 chilenere er i dag blevet fremstillet for dommervagten, hvor de hver er blevet varetægtsfængslet i 27 dage.