



DMI, mandag 2/12-2013:
Her mandag aften er de nye vejrprognoser begyndt at tikke ind og de holder fortsat fast i, at vi på torsdag skal have et gedigent blæsevejr ned over landet nordvestfra.
I forbindelse med et lavtryk, der passere lige nord om Danmark, antyder de nye prognoser at man på store dele af Vestkysten torsdag aften, en overgang kan få op til stærk storm med vindstød af orkanstyrke. På tidligere prognoser så det en overgang ud til, at det “kun” var Nordvestjylland som ville får de kraftigste vinde, men det har altså nu ændret sig. Ligeledes ser det ud til, at stormen går i land lidt tidligere på aften end før antaget.
Også resten af landet kan forvente en meget blæsende torsdag aften og fredag nat. Flere steder med middelvind op mellem hård og stormende kuling samt vindstød af stormstyrke. I løbet af fredag aftager vinden langsomt, men den står dog fortsat på frisk vind til kuling fra nordvest, ved kysterne op til hård kuling, og der kan fortsat komme kraftige vindstød.
I tillæg til den kraftige blæst, vil der også forekomme forhøjet vandstand. I først omgang langs Vestkysten, men senere også i de indre danske farvande. Hvor høj vandstanden vil nå op, er endnu for tidligt at sige noget om.
Meteorolog Lars Henriksen mandag den 2. december kl. 20.30























































































































































































































































































































































































































































































































