🚗Forventninger til trafikken i efterårsferien

Travl udrejselørdag d. 14. oktober

Skolernes efterårsferie starter i år fredag d. 13. oktober og slutter søndag d. 22. oktober.

Fredag d. 13. oktober hvor skolernes efterårsferie indledes, vil den første udrejsetrafik blande sig med eftermiddagens myldretidstrafik, hvilket vil give et øget pres på vejene i tidsrummet mellem kl. 14 og 18. Det gælder især motorvejene omkring de større byer, E20 Fynske Motorvej mellem Odense og Middelfart samt E45 Sønderjyske Motorvej mellem Kolding og den dansk-tyske grænse. Vi anbefaler, at man så vidt muligt undlader at køre i tidsrummet mellem kl. 14 og 18.

Lørdag d. 14. oktober er efterårsferiens største rejsedag, og der er derfor stor risiko for tæt trafik og kødannelse i tidsrummet mellem kl. 11 og 14. Det gælder især E20 Fynske Motorvej mellem Odense og Middelfart, motorvejsnettet omkring Kolding samt E45 Sønderjyske Motorvej mellem Kolding og den dansk-tyske grænse. For at undgå kødannelser og forsinkelser anbefaler vi, at man så vidt muligt undlader at køre i tidsrummet mellem kl. 11 og 14.

Søndag d. 15. oktober til fredag d. 20. oktober forventer vi til gengæld, at trafikken afvikles uden større forsinkelser, og hverdagenes morgen- og eftermiddagsmyldretid kan endda bære præg af færre biler på vejene og dermed kortere rejsetid end vanligt.

Lørdag d. 21. oktober sætter mange kursen hjemad igen, og der vil derfor være et øget pres på vejene i tidsrummet mellem kl. 11 og 14. Det gælder især E45 Sønderjyske Motorvej mellem den dansk-tyske grænse og Kolding, motorvejsnettet omkring Kolding samt E20 Fynske Motorvej mellem Middelfart og Odense. Vi anbefaler, at man så vidt muligt undlader at køre i tidsrummet mellem kl. 11 og 14.

Søndag d. 22. oktober forventer vi, at trafikken afvikles uden store forsinkelser.