DMI: Varsel for skybrud, hagl, torden og kraftige vindstød

Der er varsel for skybrud, hagl, torden og kraftige vindstød, for den nord- og østlige del af Jylland, Fyn, Sjælland og Bornholm. I resten af landet er der et DMI Risiko.

En koldfront skal i løbet af dagen passere Danmark fra vest. Vejrsituationen er pt. noget usikker i forhold til hvor de kraftige byger vil komme, men det ser ud til at, der kan komme skybrud, hagl, torden og kraftige vindstød til den nord- og østlige del af Jylland, Fyn, Sjælland og Bornholm. De kraftigste byger ventes over Nord- og Østjylland, Sjælland og Lolland-Falster i løbet af eftermiddag/aftenen. I resten af landet er der et DMI Risiko.

Det fine sommervejr skifter. Koldfronten rammer først Vestjylland, inden den bevæger sig videre gennem landet. Grundet solopvarmning i løbet af dagen ser det ud til at fronten intensiveres mens den bevæger sig længere mod øst, og derfor ser det ud til at bygerne kan blive kraftigst over Nord- og Østjylland samt Sjælland og Lolland-Falster, her vil der kunne falde 25-35mm på 30 min. På Sjælland og Lolland-falster med vindstød på 15-23 m/s. I resten af landet med vindstød mellem 15-20 m/s. Foruden skybrud og vindstød kan bygerne være ledsaget af hagl og torden.

DMI følger situationen og opdaterer efter behov.

Det aktuelle vejrvarsel om evt. farligt vejr kan altid findes på DMI’s hjemmeside.