🌞DMI: Prognose uge 15, 16 og 17

Foråret har indtil nu været lidt af en kølig fornøjelse, men der er håb forude, for dem som savner lunere forårsvejr. Det ser nemlig ud til, at lunere forårsluft så småt melder sin ankomst efter Påske. Som sædvanlig skal man dog væbne sig med lidt tålmodighed og især for dem der bor tæt ved kysten, vil det endnu kolde havvand betyde mere afdæmpede temperaturer. Vi ser altså ind i en periode med lidt mere stabilt højtryksvejr, hvilket betyder lidt mindre vand foroven, som hovedsageligt kommer til os i bygeform. Selvom det bliver lidt lunere, kan vi fortsat rende ind i lidt køligere perioder. Det kan især ske, når højtryk nord for Danmark dirigerer kold luft ind over os fra nordøstlige retninger.

Uge 15 (10/4 – 16/4):

Ugen lægger ud med flot og småkøligt forårsvejr, da det forventes, at vi fortsat befinder os i en højtryksryg. Men allerede senere på dagen mandag og henover dele af tirsdagen passerer et svagt frontsystem med skyer og forbigående regn. Derefter strømmer lidt køligere luft med plads til solen ind over os fra vest med nogle få byger på slæb.

De nordatlantiske lavtryk forventes at tage en bane fra vest om De Britiske Øer mod nordøst og nord. Det betyder, at der fra midt på ugen bliver plads til en større højtryksryg og at de tilhørende fronter med regn, i hvert fald i første omgang, holder sig vest for landet. Samtidigt sender de vinden i syd og sydøst, hvilket betyder, at lunere luft strømmer op over landet. På denne årstid kan dette medføre tåge over hav- og kystområder med skyet vejr, mens man inde i landet kan få prikket hul på mange skyer og dermed få bedre plads til solen og noget højere temperaturer. Det tyder på, at højtryksryggen holder stand hen mod weekenden, men det er lidt usikkert, om fronterne vest for landet kan komme ind og give os lidt regn.

Samlet set forventes temperaturen lidt over det normale med store variationer i dagtemperaturen, typisk op mellem 8 og 15 graders varme. Nattemperaturen ventes oftest at nå ned mellem frysepunktet og 5 graders varme.

Nedbørsmængderne ser ud til at ende lidt under de normale for årstiden, svarende til ca. mellem 5 og 8 mm.

Uge 16 (17/4 – 23/4):

Et større højtryksområde fra Nordskandinavien til Rusland ser fortsat ud til at sætte dagsordenen, mens de atlantiske lavtryk fortsat holder sig et pænt stykke vest for Danmark. Dog kan de tilhørende fronter fra vest godt presse på, og af og til give en dag eller to med flere skyer og lidt regn. Samlet set forventes højtrykket nord for Danmark at give os overvejende stabilt og mest tørt vejr med gode solchancer. Med solopvarmning i dagtimerne og behagelige forårstemperaturer mange steder følger dog også mulighed for byger, især inde landet, men solen forventes at sætte det største aftryk. Højtrykkets præcise placering og den dominerende strømningsretning styrer fortsat temperaturen, og en kold østlig vind vil fortsat give mulighed for nattefrost. Strømmer der varm luft op fra syd og sydøst, vil tåge og lave skyer kunne forekomme en del steder.

Samlet set forventes temperaturen at ende lidt over det normale med store variationer i dagtemperaturen, typisk op mellem 10 og 17 graders varme. I forbindelse med tåge og lave skyer råkoldt med kun encifrede varmegrader. Nattemperaturen forventes oftest at nå ned mellem 1 grads frost og 6 graders varme.

Nedbørsmængderne ser ud til at ende lidt under de normale for årstiden, svarende til ca. mellem 5 og 8 mm.

Uge 17 (24/4 – 30/4):

Udsigterne bliver efterhånden mere usikre, men der er ikke umiddelbart lagt op til de helt store ændringer i den overordnede vejrsituation. Overordnet set vil der fortsat være tendens til højtryk nord for Danmark samt lavtryk vest og syd for os. Fra tid til anden vil tilhørende fronter med skyer og regn kunne komme på besøg, men flere højtryksrygge over landet forventes dog fortsat at være de mest dominerende og give plads til solen.

Samlet set forventes temperaturen at ende omkring eller lidt over normalen med dagtemperaturer typisk op mellem 9 og 18 graders varme. Nattemperaturen forventes oftest at nå ned mellem frysepunktet og 6 graders varme.

Nedbørsmængderne ser ud til at ende omkring de normale for årstiden, svarende til ca. mellem 7 og 11 mm.

Oversigt for uge 18 og 19 (perioden 1/5 –14/5):  

Prognoserne er som vanligt usikre så langt frem i tid. Der er fortsat tendens til et højtryksområde fra Grønland over Island og Norskehavet til Skandinavien, mens lavtrykkene fra Atlanten tager sydlige baner ind over Syd- eller Centraleuropa. Dermed fortsætter det stabile og ret klare vejr med mulighed for byger i perioder. Der er dog også mulighed for at lavtryksbanen rykker tættere på Danmark, hvilket i perioder vil give mere ustadigt vejr med skyer og regn.

Temperaturer og nedbørsmængderne forventes for nuværende omkring det normale for årstiden.