
7-Eleven oplyste tirsdag morgen (9/8-2022) til Ritzau, at de fleste af landets 7-Eleven-butikker fortsat var lukket pga. et muligt hackerangreb.
Find de seneste opdateringer på 7-Eleven Danmarks facebook-side. KLIK HER!
7-Eleven havde natten til tirsdag fundet en løsning, så fem butikker var åbne for betaling med MobilePay og kontanter.
Tirsdag aften var min. 18 7-Eleven-butikker åbne.
Onsdag formiddag var min. (10/8-2022) 100 butikker åbne med løsningen med betaling med MobilePay og kontanter. Kl.12:30 var tallet vokset til 110 butikker. Der er derudover butikker, der har fundet “lokale løsninger” og holder åbent.
7-Eleven oplyser i øvrigt “Der er tale om et såkaldt ransomware-angreb, hvor de kriminelle har tiltvunget sig adgang til netværket og låst systemerne. Sagen håndteres i samarbejde med politiet, og 7-Eleven kommer for nuværende ikke til at gå i yderligere i detaljer om efterforskningen, omfanget og konsekvenserne af angrebet.“
Alle butikker, der har pakkeafhentning er åbne for pakkeafhentning. Hvis man møder en låst dør, banker man på, og så skulle der gerne komme en medarbejder, der kan hjælpe kunden med at få udleveret pakken.
7-Eleven forventer at alle butikker er genåbnet inden midnat, natten til torsdag 11/8-2022.
NYHEDEN FRA MANDAG 8. AUGUST 2022:

Kæden af døgnåbne forretninger holder lukket over hele landet, da de ikke kan benytte kasser eller tage mod betaling.
7-Eleven-butikker i hele Danmark holder midlertidigt lukket mandag formiddag.
Det skyldes, at butikskæden mistænker at være blevet ramt af et hackerangreb, skriver kæden på sin Facebook-side.
Det formodede hackerangreb betyder, at medarbejderne i de mange butikker ikke kan benytte deres kasser eller modtage betaling.
– Vi holder derfor lukket, indtil vi kender omfanget. Vi håber naturligvis, at vi snart kan åbne butikkerne igen, lyder det på Facebook
7-Eleven har omkring 175 butikker i Danmark. Butikkerne ligger primært i København, Aarhus, Aalborg og Odense, fremgår det af butikskædens hjemmeside.
DSB: Vores kunder bliver ikke påvirket
Omkring 70 af 7-Eleven-butikkerne er at finde på landets togstationer, hvor man kan købe togbilletter.
DSB’s pressevagt oplyser til TV 2, at de ikke forventer, at mange DSB-kunder vil blive påvirket af de lukkede 7-Eleven-butikker.
Ni ud af ti solgte DSB-billetter sælges via selvbetjening i DSB’s app, billetautomater og rejsekort, oplyser DSB.
7-Eleven har ikke oplyst, hvornår de forventer at åbne igen.






















































































































































































































































































































































































































































































































