Dansk fastfoodkæde er på vej op af krise-sump

Sunset Boulevard
Kilde: Detailfolk.dk
Billedresultat for sunset boulevard

Efter en styrtdykkende bundlinje og flere lukkede restauranter er det lykkedes dansk fastfoodkæde at genfinde melodien, afslører direktør.

Hos den danske fastfoodkæde Sunset Boulevard er man ved at komme ovenpå igen efter skrækåret 2017, skriver Finans.

Ifølge direktør Jens Broch satte Sunset Boulevard gæsterekord for 2018 og fordobler driftsresultatet (ebitda). Hele regnskabet er ikke færdiggjort, men bundlinjen ventes at ende i omegnen af 0-5 millioner kroner før skat.

– Efter at have renoveret flere restauranter og investeret et større millionbeløb i efteruddannelse af vores personale er vi blevet bedre, siger Jens Broch blandt andet til Finans.

Annus horribilis

Sunset Boulevard måtte i 2017 lukke syv “utidssvarende” restauranter i en større transformationsproces.

Det var med til at presse bundlinjen for selskabet bag fastfoodkæden – Danske Koncept Restauranter A/S – ned i et minus på 12,5 millioner kroner, fremgår det af regnskabet. Året før stod der et plus på 3,6 millioner.

Selskabet betragtede resultatet som utilfredsstillende, men regnede med at gøre det bedre i 2018. Indtil videre ser det ud til at holde stik.

– Transformationsprocessen er nu tilendebragt, og selskabet har en god tro på det nuværende setup, fremgik det af ledelsesberetningen.

I september overtog en tidligere koncerndirektør i Dansk Supermarked – Morten Petersen – pladsen som bestyrelsesformand fra stifter Jeppe Droob.