Jyske Bank afskaffer 1000 kronesedlen

Jyske Bank
Kilde: Ekstra Bladet
Jyske Bank afskaffer 1000-kroneseddel i kampen mod hvidvask. Om et par måneder vil det derfor være slut med at hæve de store sedler i bankens automater.
Det oplyser banken i en pressemeddelelse.
Teknikere er således i gang med at omkode bankens pengeautomater, så de ikke kan udbetale den store seddel længere. Processen ventes at tage nogle måneder.
Kasserne i bankens afdelinger er allerede stoppet med at udlevere de store sedler. Pengesedlen kan dog stadig indbetales ved kasserne og i automaterne.
Bliver brugt ved kriminalitet
I september forslog bankernes interesseorganisation, Finans Danmark, at fjerne sedlen.
– Det er almindelig kendt, at de store sedler, hvad enten det er 500-eurosedlen eller 1000-kronesedlen, i høj grad bliver brugt i forbindelse med kriminalitet, har Ulrik Nødgaard, der er administrerende direktør i Finans Danmark, tidligere fortalt til Ritzau.
Det var både Socialdemokratiet, Venstre, Dansk Folkeparti og Enhedslisten positive overfor.