

På dagens borgmesterforum i Gladsaxe har transport-, bygnings- og boligminister Ole Birk Olesen netop meddelt, at forligskredsen bag Letbanen i Ring 3 vil fastholde tilskuddet til letbaneprojektet, men at staten ønsker at trække sig ud af Hovedstadens Letbane I/S.
Visualisering: Hovedstadens LetbaneDet betyder, at staten træder ud af interessentskabet snarest muligt, frem for først når letbanen går i drift. Herefter vil anlægget og driften være kommunernes og regionens projekt. Denne udtræden sker rent praktisk ved, at vedtægterne for interessentskabet ændres. Vedtægtsændringen forventes at komme på dagsorden på næste interessentskabsmøde medio marts, hvorefter kontrakterne med entreprenørerne kan underskrives, og byggeriet kan sættes i gang. Herefter skal der endvidere foretages en ændring i loven om letbanen.
– Forligskredsen besluttede i 2013, at der skal anlægges en letbane i Ring 3. Med de aktuelle fordyrelser har det været relevant at kigge på statens rolle, og i den forbindelse ønsker vi en model, hvor vi sikrer os, at staten ikke pålægges merudgifter ud over de afsatte reserver, siger transport-, bygnings- og boligminister Ole Birk Olesen, der ser frem til næste møde, hvor vedtægtsændringen skal drøftes.
Statens forpligtelse vedrørende kapitalindskud og anlægsreserver berøres ikke af statens udtræden.























































































































































































































































































































































































































































































































