Storm med vindstød af orkanstyrke rammer landet natten til søndag

Kilde: tv2.dk
En regulær storm kan ramme Danmark natten til søndag.
Hvis havemøblerne ikke allerede er sat ind, så er det på høje tid. Et kraftigt lavtryk nærmer sig Danmark fra nordvest, og det kan give os en regulær storm i nat og i de tidlige morgentimer søndag.
Allerede lørdag bliver det blæsende, men det er først efter midnat natten til søndag, at vinden for alvor tager til langs den Jyske vestkyst.
Ud på natten kan der en overgang forekomme storm i middelvind langs den Jyske vestkyst, og samtidigt kan vindstødene ved kysten nå orkanstyrke.
DMI har her til morgen navngivet stormen ‘Ingolf’.
Længere inde over land bliver der tale om en hård kuling, men med vindstød af stormstyrke.
Senere på natten og i de tidlige morgentimer bevæger Ingolf sig videre mod øst, og det giver en overgang mulighed for stormende kuling fra nord ned gennem det sydlige Kattegat og Storebælt, hvor vindstødene når stærk storm.
Få timer senere bliver det over den østlige del af Sjælland at vinden kulminerer – også med vindstød af mindst stormstyrke – inden man på Bornholm bliver ramt af den kraftige blæst søndag formiddag.
Vindretningen gør, at der (igen) er risiko for oversvømmelser i bl.a. Roskilde Fjord.
Vindretningen gør også, at der er risiko for at både Storebæltsbroen og Øresundbron må lukke for trafik.

Sådan benævnes vindstyrken
I Danmark benyttes vindbetegnelser i henhold til den internationale Beaufort-skala.
Orkan: >32,5 m/s
Stærk storm: 28,5-32,5 m/s
Storm: 24,5-28,5 m/s
Stormende kuling: 20,8-24,4 m/s
Hård kuling: 17,2-20,7 m/s
Kuling: 13,9-17,1 m/s
Hård vind: 10,8-13,8 m/s
Frisk vind: 8,0-10,7 m/s
Jævn vind: 5,5-7,9 m/s
Let vind: 3,4-5,4 m/s
Svag vind: 1,6-3,3 m/s
Næsten stille: 0,3-1,5 m/s
Stille: <0,3 m/s