
Buschaufførernes fagforening fortæller, at de i lang tid har sloges med busselskabet om manglende sikkerhed.
Ved Danmarks største fodboldstævne, Dana Cup i Nordjylland, er tusindvis af børn blevet fragtet i ulovlige busser, der ikke lever op til helt almindelige sikkerhedsstandarder.
Politiet har måttet klippe pladerne af flere køretøjer efter kontrol.
Nordjyllands Politi har tirsdag og onsdag standset 45 busser, der transporterende børn mellem fodboldbaner og haller. Og af dem dumpede næsten halvdelen i forhold til sikkerhedskravene.
Fire af busserne var i så dårlig stand, at nummerpladerne blev afmonteret på stedet. Den hyppigste begrundelse er for dårlige bremser.
– Det er jo meget farligt. I større eller mindre grad. De værste, vi har set, der rykker de sig op til flere meter på vejene. Og så kan man jo kun bruge fantasien til, hvad der så kan ske, hvis de kører langs et fortov, siger politikommissær Claus Kjær-Pedersen fra Nordjyllands Politi til TV 2.
Bekymrede forældre
Det manglende sikkerhedsniveau møder hård kritik fra deltagernes forældre.
– Det er ikke særlig betryggende, at man sender sine børn med en bus, der ikke er i orden, siger en af forældrene Tina Jensen til TV 2.
– Når børnene nogle gange kommer hjem og fortæller, at busserne siger både den ene og den anden lyd, så man bliver stoppet halvvejs, fordi de ikke kan køre længere, bliver man lidt bekymret, siger en anden forælder Michael Pedersen.
Har sloges om det i lang tid
Hos buschaufførernes fagforening er problemet med busserne ikke nye.
– Det her er noget, vi har sloges med busselskabet om i lang tid. Så sent som i januar, blev virksomheden gjort opmærksom på, at busserne ikke var sikkerhedsmæssige forsvarlige, siger Formand for 3F Skagerak, Frank Tronberg, til TV 2.
Fagforeningen råder chaufførerne til at sige fra.
– De er jo ikke helt sikkerhedsmæssigt i forsvarlig stand. Og det er jo det, der bekymrer vores medlemmer en hel del. Og når de prøver på at sige nej til at køre busserne, er vores opfattelse, at de får besked om at køre videre, siger Frank Tronberg.
Samme busser er skolebusser
Forældre til fodboldbørnene fortæller, at det er de samme busser, der til daglig fungerer som skolebusser.
– Det er jo skræmmende, at så mange busser bliver kasseret. En ting er, hvis der var en, der blev kasseret, men det er halvdelen. Det er jo tankevækkende, siger Tina Jensen.
Hun håber, at politiet fremover er mere opmærksomme på problemet og oftere fører sikkerhedstjek på busserne.























































































































































































































































































































































































































































































































