Venstre vil privatisere DSB

Om ti år skal al togtrafik i Danmark være privatiseret. Det mener Venstre, som vil sælge det statsejede DSB.
“Vi skal gøre det af hensyn til passagererne, der har krav på høj service. Og af hensyn til skatteyderne, som i øjeblikket betaler 3,5 milliard kroner hvert år til dækning af DSB’s økonomi,” siger Venstres trafikordfører Kristian Pihl Lorentzen.
Allerede i 2014 skal DSB’s S­-tog være på private hænder, mens de regionale ruter skal sælges fra i 2016. Og endelig vil Venstre så sælge fjerntrafikken som eksempelvis ruten København­-Aalborg senest i 2022.
“Vi har sat det pejlemærke, at senest i 2022 skal DSB være omdannet til et aktieselskab og privatiseret. Men det betyder ikke, at vi slipper den politiske kontrol med selskabet. Det vil stadig være politikerene, der sætter rammerne for jernbanedriften, og så kan private selskaber fylde de rammer ud,” siger Kristian Pihl Lorentzen.
Partiet begrunder salgsplanerne med, at DSB har en voksende gæld, som nu er på 17 milliarder kroner.
Transportminister Henrik Dam Christensen afviser dog forslaget. Det samme gør de Radikale.


Se mere hos