Valby Gasbeholder sprænges 4/11-2012

Af hensyn til gaskundernes pengepung er det blevet tid til at rive den gamle gasbeholder i Valby ned. Beholderen bliver lagt ned søndag den 4. november klokken 12.00. Pressen og alle københavnere er velkomne.

Der er gjort mange forsøg på at bevare gasbeholderen i Valby, siden den i 2007 blev taget ud af drift. Desværre er ingen af dem lykkedes, og det er derfor blevet tid til at rive beholderen fra 1967 ned. Det sker med et ordentligt brag søndag den 4. november klokken 12 (kan blive udsat frem til kl. 15.00, hvis vejret driller).

Eftersom vores afskedsarrangement for beholderen for lidt over en måned siden trak over 6.000 nysgerrige til, så regner vi med rigtig mange besøgende denne dag. Derfor opfordrer vi til, at du ikke kommer i sidste øjeblik, og vi anbefaler kraftigt, at du vælger at lade bilen stå hjemme og i stedet tager tog eller cykel. Flere nærliggende veje vil kortvarigt blive spærret af i forbindelse med sprængningen, så det kan også blive svært at komme frem i sidste øjeblik med bus. Vi åbner for adgang til publikumsområdet fra klokken 10.30.

Sådan bringer man en kæmpe på 108 meter til fald
Man river ikke ”bare” en gasbeholder på 2.000 ton ned. Det kræver hjælp fra nedrivnings- og sprængningsspecialister, der ved at sprænge de bærende søjler i den ønskede retning kan få beholderen til at falde efter samme princip, som når man fælder et træ.

Sikkerheden skal naturligvis være i top ved sådan et arrangement. Vi løber ingen chancer, og derfor har vi sprængningseksperter og politi med til at vurdere, hvor tæt på gasbeholderen vi kan placere tilskuerne. Vi har for nylig gennemført en prøvesprængning, så vi er helt sikre på, hvordan beholderen vil falde, og dermed hvor stor en sikkerhedszone, der er nødvendig.

Sikkerhedsafstanden er ikke alene bestemt af beholderens højde og dermed faldets rækkevidde, men også af hensyn til støjpåvirkningen – sprængningen vil lyde meget højt også i de områder, hvor tilskuerne må stå. Der er ikke fare for høreskader, men børn kan godt blive skræmt af lydniveauet, så husk ekstra opmærksomhed på dem.

Arbejdet udføres i hovedentreprise for Københavns Energi af G. Tscherning A/S, der har mere end 35 års erfaring med nedrivningsarbejde.

Fakta om Gasbeholderen:
Bygget i 1965 og ibrugtaget 1967.
Blev taget ud af brug i 2007.
Højde: 108 meter høj – 2. højeste bygning i DK.
Højeste bygning i DK er Herlev Hospital på 120 meter.
Diameter: 54 meter Omkreds: 172 meter
M2: 2.000
Deponerede: 200.000 m3 bygas
Overflade: 17.200 m2
Vægt: 2.000 tons

Til brug for sprængningen:
Sprængstof i alt: ca. 50 kg
Højeste enkelte ladning: 1,8 kg
40 sprængladninger placeres på forsiden af gasbeholderen.
De 40 sprængladninger placeres op til en højde på 26 meter
10 sprængladninger placeres på bagsiden af gasbeholderen
Gasbeholder falder i løbet af 10-12 sekunder

Efter sprængningen:
Opskæring af gasbeholder, fjerne fundament og oprydning mv. forventes færdiggjort ultimo december.

Entreprenør for sprængning og oprydning efter sprængningen: