Væsentligste regler for salg og anvendelse af fyrværkeri

Regler for køb og anvendelse af fyrværkeri trådte i kraft i 2014.

  • Du må købe fyrværkeri fra den 15. december til den 31. december.
  • Du må anvende fyrværkeriet fra den 27. december til og med 1. januar.
  • Hvis du ønsker at fyre fyrværkeri af ved en festlig lejlighed i løbet af året, skal du kontakte en festfyrværker.
  • Lovligt konsumfyrværkeri skal være CE-mærket. CE-mærket angiver, at producenten har sikret sig, at fyrværkeriet overholder alle væsentlige sikkerhedskrav – Husk på at selv lovligt fyrværkeri kan være farligt!
  • En forbruger må i sin private personbil transportere fyrværkeri i en mængde til eget brug. 5 kilo NEM er den højest tilladt mængde fyrværkeri, man må opbevare i sit hjem.
  • Som forbruger skal du fortsat være opmærksom på, at du ikke må indføre fyrværkeri til Danmark. Du må altså ikke tage fyrværkeri, du har købt i udlandet med hjem til Danmark. Det gælder også CE-mærket fyrværkeri.

NEM står for Netto Eksplosivstof Mængde og angiver, hvor meget krudt der er i fyrværkeriet. NEM-vægten er angivet på nyt fyrværkeri – enten på artiklen eller på emballagen. Hvis du ønsker at opbevare større mængder fyrværkeri, skal du søge om tilladelse hos det kommunale beredskab.