TV2/Business lukker – medarbejdere fyret

TV2 Business
Kilde: Ekstra Bladet
Den digitale kanal TV 2 Business lukker efter blot et halvt år
Efter godt et halvt år i luften lukker TV 2 den digitale kanal TV 2 Business, der blev lanceret som en app dedikeret til en udvidet erhvervsdækning med businessnyheder, analyser og perspektiv.
– Vi må desværre konstatere, at TV 2 BUSINESS som selvstændig digital kanal ikke har levet op til vores forventninger om antallet af abonnenter. Vi har via et innovativt produkt leveret en stærk og tæt dækning af erhvervslivet, men vi har mistet troen på, at kanalen på sigt kan blive en overskudsforretning, og derfor har vi besluttet en ny struktur for erhvervsdækningen på TV 2 fremover, skriver TV 2s digitale direktør, Anders Blauenfeldt i en pressemeddelelse.
Ekstra Bladet har talt med TV 2’s nyhedschef og ansvarlig for TV 2 Business, Jacob Kwon, som erkender, at mange danskere ikke har været villige til at betale for det indhold, TV 2 Business har udbudt.
– Det kan vi jo konkludere. Betalingsvilligheden har ikke været så stor, som vi havde håbet. Produktet var nok udformet lidt forkert – et videobåret produkt på en app virker nok bare ikke, siger Jacob Kwon til Ekstra Bladet.
Alt for få abonnenter
Da Anders Blauenfeldt i oktober blev spurgt til kanalen af MediaWatch lagde han ikke skjul på, at der var problemer.
– Man kan godt sige, at vi ikke er blevet rendt over ende af abonnenter, sagde Anders Blauenfeldt dengang.
Fremover vil erhvervsdækningen være at finde i TV 2 Nyhederne, på TV 2 News og på tv2.dk
Fyringer
Lukningen af TV 2 Business som selvstændig digital kanal betyder en reduktion af redaktionen, og tre fastansatte medarbejdere er blevet afskediget.
Derudover må nogle medarbejdere vinke farvel til forhåbningerne om en fuldtidsansættelse.
– Der er også seks tidsbegrænsede ansatte, som bliver sagt op, når deres kontraktperiode udløber, fortæller Jacob Kwon.
– Vi har al mulig grund til at sige tak til de dedikerede og dygtige medarbejdere på Business-redaktionen. De har været med til at skrive et lille stykke digitalt mediehistorie og har de seneste måneder knoklet for at give kanalen luft under vingerne, siger Jacob Kwon.
TV 2 Business lukker i slutningen af december. Kanalen blev efter flere forsinkelser søsat i maj.
Idéen blev præsenteret i begyndelsen af 2015 som et samarbejde mellem TV 2 og Berlingske, der dog trak sig, så TV 2 måtte gå videre med projektet alene.