Radio24syv sætter dato på lukning

Radio24syv
Kilde: tv2.dk

Radio24syv søger ikke om at forlænge sendetilladelsen på grund af krav om udflytning, oplyser PeopleGroup.

Radio24syv vil ikke søge om at forlænge sin sendetilladelse, fordi der i det nye udbud er krav om, at mindst 70 procent af redaktionen skal være 110 kilometer fra København.

Det oplyser PeopleGroup, der sammen med Berlingske Media ejer Radio24syv.

Det giver ikke mening

Radiokanalen mener ikke, at det giver mening at fortsætte, hvis teltpælene skal rykkes op. Kvaliteten er afhængig af de nuværende værter, og at det er nemt at få gæster i studiet.

– Radio24syv er bygget op omkring markante værter – værter, der som regel er freelancetilknyttede og har mange andre jern i ilden. De er radioens dna.

– Radio24syvs programmer er baseret på, at vi kan få politikere og eksperter til at møde op i vores studie, skriver PeopleGroup. 

DF’s krav var dråben

Radiokanalen har 1,1 million lyttere om ugen. Den nuværende sendetilladelse udløber i oktober.

Kravet om at flytte væk fra København er en konsekvens af et medieforlig, som regeringen og Dansk Folkeparti nåede til enighed om i sommer. Her defineres nye betingelser for udbuddet af FM4-kanalen, som Radio24syv sender på.

Det specifikke krav om udflytning til provinsen er et ønske fra Dansk Folkeparti. 

Radio åbner en kattelem

Radio24syv holder dog en kattelem åben. Radiokanalen vil afvente det kommende folketingsvalg og se, om det politiske flertal ændrer sig.

– Vi ønsker kun at fortsætte Radio24syv, så vi vil sove med støvlerne på. Men indtil videre må vi altså strække våben og acceptere, at Dansk Folkeparti har vundet kampen og reelt umuliggjort vores fortsatte virke, skriver PeopleGroup.

Radio24syv drives af selskabet Berlingske People. Det har Berlingske Media som hovedejer med en ejerandel på 70 procent. PeopleGroup ejer de resterende 30 procent af selskabet.