PostNord bekræfter: Snart er det slut med breve og pakker om lørdagen

Postnord
Kilde: TV2
PostNord bekræfter, at der fra næste år kun udbringes post til private hjem i hverdagene.
Fra den 1. januar 2017 er det slut med at få bragt breve og pakker ud om lørdagen.
Det bekræfter PostNord fredag over for TV 2.
Fremover vil der om lørdagen stadig blive leveret pakker til posthuse og pakkebokse, hvor du selv kan afhente pakkerne, men de bliver ikke længere leveret til din hoveddør. Breve udbringes fremover kun i hverdagene.
Allerede i foråret, da den nye postaftale faldt på plads, blev det vedtaget, at PostNord fremover skulle kunne nøjes med at bringe post ud fem dage om ugen i stedet for de nuværende seks. Alligevel har virksomheden fortsat med at omdele pakker og breve om lørdagen indtil nu.
Men dette er altså slut nu.
Forringelser skulle forbedre økonomien
Postaftalen faldt på plads i begyndelsen af maj og blev indgået mellem blå blok, Socialdemokraterne, De Radikale og SF.
Aftalen lempede kravene til Post Danmarks distribution af post og skulle forbedre selskabets økonomi med 328 millioner kroner.
Foruden at nedbringe antallet af dage med postudbringing, blev der også indført det såkaldte “Quickbrev”, der skulle erstatte A-posten.
Med brevet tilbydes dag-til-dag levering, men i modsætning til den tidligere A-post kan det kun afsendes fra posthuse og altså ikke puttes i en almindelig postkasse.
Ønsker man ikke at bruge Quickbreve, er alternativet almindelige breve, der dog er længere tid undervejs.
Derudover blev det besluttet, at det fremover skulle koste penge, hvis man vælger at få videresendt sin post, hvis man for eksempel er i sommerhus. En ydelse, der tidligere har været gratis.