På et enkelt år har Nærkøb fået markant flere butikker

NærKØB
Kilde: Detailfolk.dk
Et stigende antal nærbutikker og kiosker vælger at blive en del af den frivillige kæde Nærkøb.

Butikskæden Nærkøb A/S har ekspanderet med over 30 procent gennem det seneste år, så flåden nu består af 275 butikker over hele landet.

– Medlemsskabet styrker butikkernes markedsposition med fælles markedsføring og er en løftestang for butikkens drift, skriver Nærkøb i en pressemeddelelse.

– Når flere butikker går sammen, bliver det enkelte medlem styrket, og den enkelte butiksejer oplever, at kædesamarbejdet giver markante synlige fordele, fortsættes der.

I oktober indledte Nærkøb eksempelvis et samarbejde med den nye gave-app Zliiz – a little gift, hvor det er muligt at bestille små gaver, som modtageren kan hente i butikken.

Dermed ser kæden ud til at opfylde et af sine mål fra årsrapporten for 2017, hvor selskabet varslede nye trafikskabende koncepter.

Nærkøb er er ejet 50 procent af grossisterne Dagrofa Logistik a/s og Sügro Danmark A/S og 50 procent af kædens butiksejere, der tæller nærbutikker, kiosker, mindre købmænd, tankstationer og sæsonbutikker.