Legetøjskæde tjener ingen penge

Top ToyBRToys'r'us
Kilde: TV2
Overskuddet er barberet væk i Fætter BR og Toys’r’us, der sidste år blev delvist opkøbt af en kapitalfond.
En fejlslagen julehandel har barberet overskuddet væk i legetøjskoncernen Top-Toy, der i sit seneste årsregnskab kan vise et overskud på beskedne syv millioner kroner. Det skal ses i forhold til legetøjskæmpens omsætning, der i samme regnskabsår landede på lige under fire milliarder kroner.
– Vores organiske vækst var ikke tilfredsstillende. Vores ambitioner er højere, men markedet er hårdt. Især julehandlen var brutal på grund af Black Friday, da der blev givet rigtig store rabatter overalt i detailhandlen, siger legetøjskoncernens direktør, Søren Torp Laursen, til Finans.dk.
Top-Toy står bag de kendte legetøjskæder Fætter BR og Toys’r’us på det skandinaviske marked. Familen Gjørup, som har været eneejere af koncernen gennem mange år, solgte sidste år 75 procent af aktierne i Top-Toy til kapitalfonden EQT, der blandt andet ejer den hastigt voksende butikskæde Flying Tiger.
Straffet af dollaren
Sidste år var overskuddet i legetøjskoncernen på over 100 millioner kroner, men en række tiltag i form af blandt andet lukningen af koncernens engroshandel har resulteret i markante engangsomkostninger.
Den tidligere legochef og nuværende Top-Toy-direktør Søren Torp Laursen skriver desuden i årsregnskabet, at en stærk dollarkurs og svage norske og svenske kronekurser har slået negativt ud i det seneste årsregnskab.
Samtidig har Top-Toy åbnet tolv nye legetøjsbutikker, og også den manøvre har givet udslag på omkostningssiden.
Star Wars trækker op
Ambitionen for næste år er ifølge legetøjskoncernens regnskab at vinde markedsandele og overordnet set klare sig bedre end legetøjsmarkedet som helhed, der forventes at byde på beskeden vækst.
Regnskabsårets klart største begivenhed – julesalget – er lige om hjørnet for Top-Toys, der som nævnt oplevede problemer i netop den periode sidste år.
I år forventer Top-Toys, at den nye Star Wars film, som rammer biograferne til december, kommer til at være udslagsgivende for, hvilke produkter der skal langes over desken, og hvor travlt koncernens over 2000 medarbejdere får til jul.