Jensens Bøfhus leder efter flere penge

Jensens Bøfhus

Øget konkurrence og en kontroversiel krig mod en lille fiskerestaurant har presset Jensens Bøfhus ud i frasalg.
Grundlæggeren af Jensens Bøfhus, Palle Skov Jensen, er gået på pengejagt for at udvide forretningen.
Det skriver Børsen mandag.
Palle Skov Jensen, der åbnede første bøfhus i Herning i 1990, søger en såkaldt kapitalpartner, der skal poste penge i sin restaurantkæde.
– Vi vil gerne vokse og åbne nye butikker i et højere tempo, og de planer koster en del penge. Derfor er vi ude at se på, hvordan vi kan skaffe kapital, og vi kigger efter en partner, siger Palle Skov Jensen, ejer og direktør i selskabet bag restauranterne, Jensens Food Group, til Børsen.
Konkret drømmer han om at fordoble antallet af bøfhuse, der i dag tæller 46 landet over.
Den slags koster penge, og ifølge Børsen er Jensens Bøfhus ramt på netop den front. Selskabet bag kæden, Jensen’s Food Group, har de seneste to regnskabsår tabt 41 millioner kroner, og selskabet skylder storbanken SEB 228 millioner kroner, lyder det.
I alt har Jensen’s Food Group en gæld på 419 millioner kroner.
Svigtende indtjening siden shitstorm
Jensens Bøfhus har i flere år været presset af stigende konkurrence på markedet for billige bøffer.
Og nedturen eskallerede for alvor, da bøfkæden i 2014 blev ramt af en voldsom shitstorm i forbindelse med ressagen mod en lille nordjysk fiskerestaurant, som ikke måtte hedde ‘Jensens’.

jensens.com