Dansk Erhverv og HK enige om ny overenskomst

Dansk ErhvervHK
Kilde: tv2.dk

Efter flere afbrudte forhandlinger er en ny aftale for 186.000 ansatte faldet på plads.

Tredje gang er lykkens gang.

Sådan er det også gældende for overenskomstforhandlingerne mellem Dansk Erhverv og HK Handel.

Parterne har to gange i den seneste uge forladt forhandlingsbordet uden en aftale. Men fredag eftermiddag er det lykkedes dem at indgå en treårig aftale om fornyelse af både butiksoverenskomsten og funktionæroverenskomsten for handel, viden og service. Det oplyser Dansk Erhverv.

Aftalen omfatter i alt cirka 186.000 personer i detailhandlen, engroshandlen, it-virksomheder og kontoransatte.

– Med aftalen ser vi styrken i den danske model. Virksomhederne får vished i en tre-årig periode og kan fokusere på at udvikle og drive forretning. Det, synes vi, er positivt, siger formand hos Dansk Erhverv, Jens Mathiesen, i en pressemeddelse.

Mere fleksibilitet og mere i løn

Som en del af den nye aftale får arbejdsgiverne mere fleksibilitet. De får dermed større frihedsgrader, når det gælder tilrettelæggelse af arbejdstiden.

For at tilgodese de ansatte bliver lønnen hævet. For voksen-medarbejdere er den minimale lønforhøjelse to kroner per time per år, 1,15 kroner til medarbejdere under 18 år, og elevers lønninger reguleres med 1,7 procent per år. Derudover stiger tillægget for natarbejde på hverdage med 8,6 kroner.

En af årsagerne til forandringerne skal ifølge Jens Mathiesen ses i de skiftende handelsmønstre:

– Overenskomsten afspejler især, at handelsmønstrene ændrer sig i disse år. Danskerne handler på andre tidspunkter, end vi har været vant til. Butikkerne holder mere åbent i weekenderne og om aftenen og natten, og det tager butiksoverenskomsten nu højde for, siger Jens Mathiesen i pressemeddelelsen.

Medarbejdere skal sikres mod fremtiden

I forhandlingerne blev der også lagt vægt på, at e-handel og den stigende digitalisering vil forandre jobs, virksomheder og handel i de kommende år.

Derfor har HK og Dansk Erhverv besluttet at nedsætte et fælles sekretariat, der vil kigge på de muligheder og udfordringer, som den øgede digitalisering og automatisering giver virksomheder og medarbejdere.

For at sikre nutidens medarbejdere mod disse forandringer er parterne blevet enige om, at der i regi af Uddannelses- og samarbejdsfonden senest den 1. marts 2018 skal udarbejdes fælles anbefalinger for efter- og videreuddannelsesforløb.

Den indgåede overenskomst ventes at indgå i det forslag, som sendes til urafstemning blandt cirka 600.000 ansatte i den private sektor.