Circle K skruer gevaldigt op for indtjeningen

Circle K
Kilde: Detailfolk.dk

Et nyt butikskoncept sætter ekstra fart på indtjeningen, lyder meldingen fra kæde med over 260 tankstationer.

Hjulene bliver holdt godt i gang hos Circle K Danmark, som har over 270 tankstationer med tilhørende butik i hele landet.

Selskabet har netop fremlagt årsrapporten for 2018/19, hvor overskuddet efter skat går markant frem til 150 millioner kroner, mens omsætningen også bliver styrket og lander på 10,7 milliarder.

Det er frugterne af betydelige investeringer i blandt andet ombygninger og convenience-varer, som Circle K Danmark nu kan begynde at høste, fremgår det af en pressemeddelelse.

– Jeg er meget stolt af, at vi er lykkedes med at levere et resultat, der er mere end 50 procent højere end sidste år, siger Mette Uglebjerg. Hun er administrerende direktør i Circle K Danmark.

– Den stærke vækst, vi har oplevet, blev yderligere forstærket af vores investering i et nyt butikskoncept, hvor vi har sat mad i fokus. Tilmed gav den varme sommer i 2018 os for alvor en god start på året, fortsætter hun og nævner bilvask, is og drikkevarer som de store sællerter.

Tilbage i 2016 skiftede Statoil navn til Circle K, og samme år blev 131 Shell-tankstationer også en del af kæden. Perioden bød også på et par årsregnskaber, hvor det samlede tab løb op i 170 millioner kroner. I årsregnskabskabet for 2017/18 var Circle K tilbage i plus.

Circle K driver også 155 tankstationer i kæden Ingo.