Blockbuster Video drejer nøglen om

Blockbuster-butik i Glostrup, 26/3-2014. Foto: ©René Thaulov Nielsen
Blockbuster-butik i Glostrup, 26/3-2014.
Foto: ©René Thaulov Nielsen

Blockbuster Video/RecycleIT har drejet nøglen om. Medarbejderne i butikkerne fik i dag at vide, at de skulle lukke butikkerne, og i øvrigt ikke skulle forvente at deres løn ville gå ind på kontoen på mandag, når det er lønningsdag.

29/6-2014: Der er enkelte butikker, der stadig holder åbent. Årsagen er denne sides webmaster ukendt. Det ser ud til at være butikker, der ER ombygget til RecycleIT-butikker, der holder åbent. Enten er disse overført til et nyt selskab eller også er der en kurator for Blockbusters konkursbo, der har besluttet at disse butikker skal holde åbent. Hvis kassen er tom, så personalet ikke kan få deres løn, så burde alle butikker ellers være lukket, da der jo ikke kan væren nogle medarbejdere der får deres løn (de butikker, der stadig er åbne) og andre, der ikke får deres løn mandag. Blockbuster Danmark har ikke været til at komme i kontakt med for pressen, og selskabets hjemmeside og facebook-sider giver ingen svar. Måske bliver vi klogere i løbet af mandagen (30/6-2014).
25/7-2014: 12 Recycleit-butikker fortsætter i et nyt selskab. De øvrige butikker forbliver lukket, har fået fjernet facadeskiltene og er delvist tømt.
9/8-2014: De 12 Recycleit-butikker, der fortsætter kommer til at fortsætte under navnet Bluecity. Butikkken i Vejle fungerer som testbutik.

Blockbuster-butikkerne skulle have skiftet navn til RecycleIT inden på tirsdag 1. juli 2014, da rettighederne til Blockbuster-navnet i Danmark er solgt til TDC. TDC vil senere på året åbne en streamingtjeneste under Blockbuster-navnet. Blockbuster-butikkerne (eller nogle af dem) skulle så fortsætte under RecycleIT-navnet, hvor de også skulle købe/sælge brugte telefoner m.m.
Sådan kommer det ikke til at gå, da Blockbuster-butikkerne nu er lukket.
Der er selvfølgelig en mulighed for at kurator vælger at genåbne butikkerne for en periode, mens varelageret sælges ud. Teoretisk kan der også melde sig en køber af kæden, men det er nok ikke sandsynligt, da videoudlejningsmarkedet styrtdykker i alle lande.

Blockbuster kom ind på det danske marked, da man købte Christianshavn Video. I sommeren 2002 købte man også ti butikker hos den største konkurrent, PlayTime Video. Som et led i aftalen lukkede PlayTime Video samtidigt otte andre butikker, men PlayTime Video fortsatte nogle år endnu.